Skolehaver – fra Humlebæk til Bekaa-dalen

Skolehaver – fra Humlebæk til Bekaa-dalen

Skolehaver – fra Humlebæk til Bekaa-dalen 600 270 Haver til Maver

Med ambitionen om vidensudveksling på tværs af landegrænser kontaktede den danske NGO Zaher – Grow to Learn Haver til Maver. Det var starten på et samarbejde om at etablere skolehaver med de syriske børn med flygtningebaggrund bosat i det østlige Libanon i Bekaa-dalen”

Af Zaher – Grow to Learn.

Når vi ikke er i haven, så keder vi os. Det er sjovt at være med til at få haven til at gro og at få nye venner samtidig. Jeg ville ønske, at vi kunne arbejde i haven hver dag” – Selma, 11 år, fra Aleppo, Syrien, nu bosat i Bekaa-dalen, Libanon.

Det er fredag eftermiddag, solen skinner ned fra en skyfri himmel og på en mark i Bekaa-dalen i det østlige Libanon går en gruppe syriske børn rundt og ser til planterne og afgrøderne i deres skolehave. Bag bjergene i horisonten gemmer Syrien sig. Der har otte års krig fordrevet børnene og over en million andre syrere til Libanon. Mange syrere har slået sig ned her i Bekaa-dalen i små improviserede teltlejre. Situationen har også lagt pres på de libanesiske skoler, der bliver overfyldte. Mange syriske børn kommer derfor kun lidt eller slet ikke i skole.

Det gælder også for børnene i skolehaven. De går ikke længere i skole, men nu åbner skolehaven op for et rum med læring og udvikling. Den ligger midt i et lille biodynamisk landbrug, hvor børnene har hver deres stykke jord, som de omhyggeligt passer og plejer. De har selv været med til at plante de tomatplanter, auberginer, løg, radiser, kål, smukke blomster og andre planter, der nu skyder op af den golde, brune jord.

Hver fredag bliver børnene hentet af en bus og kørt til haven. Her får de undervisning i planternes liv, vand, insekter, jord, kompost, dyrkningsteknikker og meget andet. Under en teltdug foregår den teoretiske del af undervisningen, og i haven omsætter børnene det lærte til praksis, der både hviler på permakultur-principper og traditionelle, mellemøstlige landbrugspraksisser. Der er liv og glade dage i landbruget, når børnene kommer forbi, og underviserne tager dem tit med rundt og lærer dem om natur og biologi blandt resten af landbrugets planter og de får, geder og andre dyr, der også har hjemme her.

 

Ideen til skolehaven blev til i et telt på marken en mørk og kold januar aften i 2018. Dengang var teltet det eneste at finde her på marken, der i dag sprudler af liv og grønt. Indenfor, rundt om et lille brændefyr, sad medlemmer af den danske organisation Zaher – Grow to Learn sammen med den lokale organisation Buzurna Juzurna, der driver landbruget. Zaher havde en idé om at skabe en skolehave sammen med områdets syriske børn, og ideen blev modtaget med glæde. Der var bred enighed om værdien i at øremærke et område af markens arealer til skolehave, som kunne understøtte børnenes mangelfulde skolegang og udvikle deres kendskab til naturen og dens planter. Det sidste er især på sinde for de lokale, fordi den langvarige krig og ventetiden i Bekaa-dalen truer med at lade deres traditionelle viden om naturen og lokal dyrkningspraksis gå tabt mellem generationer af syrere. Det er et vigtigt element, da de fleste syrere fra området kommer fra landbrugssamfund i Syrien. Desuden er landbrugsarbejde også den primære mulighed for indtægt i Bekaa-dalen.

HVEM ER ZAHER

Zaher – Grow to Learn er en dansk NGO, der blev skabt i 2016 af to danske studerende, som begge var frivillige på uddannelsescentre for syrere. Her blev de gjort opmærksomme på det store behov for aktiviteter til børnene udover dem, de overfyldte og hårdt pressede skoler tilbyder. Zaher blev til med det formål at udbrede skolehaveaktiviteter for børn og unge i Libanon, der befinder sig i en yderst sårbar situation. Kerneprincipperne for al Zahers arbejde har fra start været lokal forankring og støtte til selvhjælp. Det er lokale organisationer og aktører, der skal være drivkraften bag skolehaverne, og stå for deres aktiviteter og indhold. Aktiviteterne skal derudover give børn og unge muligheder for selv at tage aktiv del i deres lokalsamfund. Derfor ser Zaher sig selv som en platform, der skaber samarbejder mellem forskellige aktører i Libanon, samt opsamler og deler viden lokalt og mellem Danmark og Libanon.

PÅ HAVER TIL MAVER SEMINAR

Interessen for vidensudveksling på tværs af landegrænser fik Zahers frivillige til at kontakte Haver til Maver, og et nyt sprudlende samarbejde så hermed dagens lys. Ideen er ikke at overføre danske skolehave-principper til Libanon, men derimod at lære af hinanden og de muligheder, skolehaver giver børn og unge i vidt forskellige kontekster. Skolehaverne i Libanon kan være afsæt for samtaler om forskelle og ligheder ved at gro og dyrke sin jord i både Danmark og Libanon, og om hvordan skolehaver kan bruges aktivt til at styrke børn og unges muligheder for aktivt medborgerskab. Skolehaver nært og fjernt kan være kilde for mange spændende samtaler, hvilket blev tydeligt, da Zaher deltog i Haver til Mavers seminar med en stor gruppe danske skolehavelærere. Her faldt snakken især på, hvordan haverne kan støtte skoleundervisningen, og hvordan man gør projekterne så bæredygtige som muligt med en stærk lokal forankring og frivillige kræfter. I Bekaa-dalen deltager alle børn i skolehaven på lige vis, og med hver deres plov i hånden er de nu ved at gøre jorden klar til, at en ny sæson kan spire, så nye grøntsager kan sås og senere høstes.

 

Læs mere om Zaher og deres arbejde med skolehaver i Libanon her

Læs flere nyheder fra Haver til Maver  her